Uanset om du er privatudlejer, professionel udlejer eller lejer, så kan det være relevant at få genopfrisket reglerne for genudlejningspligt. Herunder kan du blive klogere på, hvad genudlejningspligt er og hvad du bør være opmærksom på som lejer og udlejer.
Hvad er genudlejningspligt?
Genudlejningspligten dækker over udlejers pligt til at forsøge at genudleje lejemålet til den dato, som den nuværende lejer ønsker. Som udgangspunkt må lejer forvente at skulle betale huslejen i perioden fra fraflytningsdatoen frem til opsigelsesvarslet udløber. Dog har man som lejer ret til at ønske hurtigere genudlejning, og her skal udlejer som nævnt bestræbe sig på genudlejning fra den ønskede dato.
Lovgivningen på dette område kan findes i lejelovens paragraf 86, stk. 3 og erhvervslejeloven paragraf 64, stk. 3. Der er en smule forskel i de to love, men i det her blogindlæg har vi fokus på lovgivningen i lejeloven.
Hvem har ansvaret for genudlejningspligt?
Nu hvor vi har ridset op, hvad genudlejningspligten indebærer, vil vi herunder gennemgå, hvilket ansvar henholdsvis lejer og udlejer har i den forbindelse.
Lejers ansvar
Første trin mod en situation, hvor genudlejningspligten kan blive aktuel, er lejers opsigelsesbrev (enten digitalt eller per fysisk brev). Hvis lejer ønsker genudlejning før opsigelsesvarslets udløb, er det vigtigt at gøre udlejeren opmærksom på dette på skrift. Det er desuden en god idé, at lejer både skriver den ønskede opsigelsesdato og fraflytningsdato ind i sin opsigelse, så er lejer bedre stillet, hvis der skulle opstå tvister om udlejers genudlejningspligt.
Udlejers ansvar
Når udlejer har modtaget en opsigelse, hvor der ønskes tidligere genudlejning end ved opsigelsesvarslets udløb, så gør genudlejningspligten sig altså gældende. Derfor bør udlejer så hurtigt som muligt skilte eller annoncere det ledige lejemål. På den måde er udlejer sikker på at have opfyldt sin genudlejninspligt, så længe vedkommende ikke afslår en potentiel ny lejer uden saglig begrundelse. Desuden er det udelukkende udlejer, der har anvisningsretten til lejemålet, medmindre der er aftalt andet med lejer i lejeaftalen.
Hvad skal jeg være opmærksom på som udlejer?
Nu har vi været omkring, hvad udlejningspligten er samt hvilket ansvar henholdsvis lejer og udlejer har i situationer, hvor pligten gør sig gældende. Herunder vil vi uddybe nærmere, hvilke vigtige punkter, du som udlejer bør være opmærksom på.
Hvordan overholder jeg min genudlejningspligt?
Ifølge lejeloven skal du blot kunne bevise, at du har bestræbt dig på at finde en ny lejer til den ønskede dato. Dog er det herunder vigtigt, at du overholder disse 3 punkter:
- Annoncér genudlejningen af lejemålet (f.eks. skilt i vinduet eller digital annoncering)
- Besvar henvendelser fra nye lejere rettidigt
- Husk din anvisningsret, men afvis ikke lejere uden saglig begrundelse
Overholder du disse 3 punkter, har du opfyldt din genudlejningspligt som udlejer.
Hvor længe skal lejer fortsat betale huslejen?
Så længe du overholder din genudlejningspligt, skal lejer fortsætte med at betale husleje frem til varslets udløb. Men misligholder du som udlejer din genudlejningspligt, så frafalder din ret til at opkræve husleje af den fraflyttende lejer. Vi har oplistet, hvordan du overholder din genudlejningspligt ovenfor.
Hvem har anvisningsretten?
Som udlejer bevarer du selvfølgelig din anvisningsret til lejemålet, medmindre andet er aftalt i lejekontrakten. Det betyder helt konkret, at du har ret til stadig at afslå potentielle nye lejere, hvis du har en saglig årsag til dette. Det kan eksempelvis være, at du ikke tillader rygning eller kæledyr i lejemålet, og derfor afslår lejere, der ryger eller har kæledyr.
Hvad skal jeg være opmærksom på som lejer?
Som lejer er der selvfølgelig også en række ting, man bør være opmærksom på. Vi kommer ind på nogle af de vigtigste områder i de nedenstående spørgsmål og svar.
Hvornår har jeg ret til at stoppe huslejebetalingen?
Du har først ret til at stoppe din betaling af husleje den dato, hvor dit opsigelsesvarsel udløber eller fra den dato en ny lejer flytter ind. Det vil sige, at du som udgangspunkt bør forvente at skulle betale husleje frem til udgangen af din varselsperiode.
Hvad betyder 3 måneders opsigelsesvarsel?
De 3 måneders opsigelsesvarsel dækker kort fortalt over, at der går 3 måneder fra opsigelsesdatoen frem til den dato, hvor du er fri for at betale husleje for lejemålet. Som et eksempel kunne det være, at din udlejer har modtaget opsigelsen d. 14. juni. I dette tilfælde vil dine 3 måneders opsigelse først løbe fra d. 1. juli og tre måneder frem.
Må jeg selv finde den nye lejer?
Vil du gerne selv hjælpe med, at din gamle lejlighed bliver genudlejet hurtigst muligt, er du selvfølgelig velkommen til selv at gøre en indsats for at finde en ny lejer. Men her bør du være opmærksom på, at din udlejer har anvisningsretten og derfor har ret til at afslå en lejer, som du har fundet, hvis udlejer har en saglig begrundelse for at gøre det.
3 mulige scenarier ved genudlejning
Ovenfor har vi besvaret nogle af de vigtigste og mest almindelige spørgsmål fra både udlejer og lejer omkring genudlejning. Herunder vil vi komme ind på 3 mulige scenarier, der kan opstå i forbindelse med genudlejningspligten.
1. Udlejer overholder ikke sin genudlejningspligt
I det første scenarie overholder udlejer ikke sin genudlejningspligt, da vedkommende slet ikke annoncerer den tidligere overtagelsesdato – hverken ved et skilt i vinduet eller gennem digitale annoncer. I dette tilfælde mister udlejer sin ret til at opkræve husleje fra den fraflyttende lejer.
2. Udlejer overholder sin genudlejningspligt, men finder ikke en ny lejer
I det andet scenarie overholder udlejer sin genudlejningspligt, men lykkes ikke med at finde en ny lejer til den ønskede dato. Her har udlejer annonceret lejemålet og muligvis også været i korrespondance med potentielle lejere, men har ikke haft held med at finde en passende lejer. I denne situation skal den fraflyttende lejer betale husleje frem til varselsperiodens udløb.
3. Udlejer overholder sin genudlejningspligt og finder en ny lejer
I det tredje scenarie er både udlejer og lejer heldige, da det lykkes udlejer at finde en ny ejer til den ønskede dato. Her taler vi om drømmescenariet for den fraflyttende lejer, da vedkommende her kan stoppe indbetalingen af huslejen til lejemålet fra den dato, den nye lejer flytter ind.
Hvis der opstår tvister mellem lejer og udlejer
Desværre er det ikke altid, at udlejer og lejer kan blive enige om genudlejningspligten. Derfor kan der i forbindelse med genudlejning opstå tvister – altså konflikter – mellem de to parter. Her kan både udlejer og lejer henvende sig til huslejenævnet, som kan være behjælpelige i forhold til, om der er belæg for at oprette en sag om tvisten.
Sådan undgår I tvister vedrørende genudlejningspligten
I kan mindske risikoen for tvister ved at lave en digital lejekontrakt og et grundigt digitalt flyttesyn hos BoligPortal. På den måde har I nemlig alle vigtige dokumenter lige ved hånden og I er sikre på, at I overholder de juridiske krav og at al billeddokumentation er samlet det rette sted og ikke bliver forlagt.
Har du brug for hjælp til genudlejning?
Uanset om du er udlejer eller lejer, er du velkommen til at kontakte kundeservice og høre om dine muligheder for rådgivning vedrørende genudlejning eller andet. Hvis du bare vil annoncere dit lejemål i en fart, så kan du oprette en annonce ved at klikke på knappen herunder.