DIY pallemøbler er med sit rå og trendy look, blevet et populært møbel at have i hjemmet, og det forstår vi udemærket godt! DIY pallemøbler er både billige, hyggelige og nemme at lave, og passer stort set ind i alle hjem. Derfor behøver man heller ikke, at være den helt store handy-man, for at kunne lave disse DIY hjemmelavede møbler.
Der findes forskellige DIY møbler, du kan lave af træpaller, både til indendørs og udendørs brug. Og det fantastiske ved sådanne pallemøbler er, at man får mulighed for at skabe sine helt egne unikke møbler, samtidig med at man kan sparer en masse penge, og hvem vil ikke gerne det?
Vi har listet 5 gode DIY pallemøbler, der hver især, er med til at give dit hjem et frisk pust.
Pallebord som kan bruges både indenfor og udenfor
Der findes forskellige typer borde, man kan lave af træpaller. Et pallebord er med til at peppe indretningen en del op, især fordi man har mulighed for at lave det, præcis som man har lyst til. Både i forhold til størrelsen, højden og farven.
Det pallebord vi vil vise dig her, kan du bruge som indendørs palle sofabord eller et udendørs pallebord til terrassen.
Det skal du bruge:
- 2 paller i størrelse 1200 mm x 800 mm x 144 mm. Du kan også bruge flere eller færre, valget er dit
- Sandpapir
- Maling efter eget valg
- 4 stk. møbelhjul
- Glasbordplade
Sådan gør du:
- Start med at slibe dine paller med sandpapir, for at undgå splinter.
- Derefter, vasker du dem fri for skidt og snavs med trærens, og lader dem tørre til dagen efter.
- Når de er helt tørre, maler du dem i din ønskede farve. Giv dem gerne to lag. Hvis du ikke har lyst til at male pallerne, men ønsker at de skal bevare det originale rå look, springer du bare dette step over.
- Når du er færdig med at male, sætter du hjul på den nederste palle, og skruer den anden ovenpå. Hvis du gerne vil have et lavt pallebord, benytter du bare én palle i stedet for to.
- Til sidst sætter du glasbordpladen på, og wupti, så har du et flot pallebord!
Palle skrivebord
Et andet slags bord, man kan lave ud af træpaller, er et palle skrivebord. Det er ligesom de andre borde, nemt, praktisk og billige at lave, og så er det måske en af de DIY pallemøbler, som man ikke så ofte ser i hjemmet.
Det skal du bruge:
- 1 palle i størrelse 1200 mm x 800 mm x 144 mm.
- Sandpapir
- Maling
- Bordben af eget valg
- Glasplade
Sådan gør du:
- Processen er den samme, som når du skal lave dit indendørs palle sofabord eller dit udendørs pallebord. Start med at slibe, derefter vaske og så male.
- Når malingen er tør, monterer du dine bordben.
- Til sidst sættes glasplade på.
En palleseng til soveværelset
En palleseng er efterhånden blevet ret populært, og det kan vi godt forstå! Det er en af de ting, som sætter prikken over i’et, i soveværelset. Hvis du har en boxmadras liggende på gulvet, eller bare er ved at være træt af de almindelige ben på sengen, så er en palleseng helt sikkert noget for dig!
Det skal du bruge:
- 4 paller i størrelse 1200 mm x 800 mm x 144 mm. – Brug 8 paller, hvis du gerne have sengen op i højde
- Sandpapir
- Evt. maling
- Beslag
Sådan gør du:
- Vælg det antal paller du gerne vil bruge. 4 paller passer godt til en seng i størrelse 140×200 eller 160×200.
- Vask og slib dine paller, så de fremstår rene og splintfrie.
- Hvis du ikke er vild med træfarven under din madras, kan du vælge at male pallerne i en anden farve. Hvis du til gengæld er vild med træ-looket, springer du bare dette step over.
- Nu skal pallerne sammensættes. Her har du fri fantasi over, hvordan du vælger at gøre det. Om pallerne er længere i siderne eller nede ved fodenden gør ikke så meget, da det får din hjemmelavet palleseng til at se endnu bedre ud!
- Slut af med at sætte pallerne sammen med beslag, så de ikke rykker sig, og til sidst madrassen on top.
Tip 1: Du kan evt. vælge at sætte hjul på sin palleseng. Så er det ikke kun nemmere at flytte den hvis nødvendigt, men også nemmere at gøre rent under den.
Tip 2: For at gøre din palleseng hyggeligere, kan du komme en lyskæde eller andet imellem pallerne.
Pallemøbler til haven
Skulle du være så heldig, at have en lejlighed med altan, et rækkehus eller et hus med have, har du mulighed for at lave dine helt egne havemøbler af paller – Det er både billigere, hyggeligere og måske også flottere.
Det skal du bruge:
- 3 stk paller, 6 stk hvis du vil have en længere pallesofa. 1 palle er 1200 mm x 80 mm x 144 mm., med 5 lange brædder
- Sandpapir
- Maling efter eget valg
- Stiksav eller rundsav
- 4 eller 8 hjul
- Skruer og vinkelbeslag
- Evt. puder og tæpper, for at gøre det mere behageligt
Sådan gør du:
- Du starter ligesom tidligere, med at slibe alle pallerne grundigt, derefter vaske og så male.
- Når dette er gjort, sætter du hjul på den nederste palle og derefter lægger du den anden palle ovenpå, så du får 2 paller oven på hinanden. Skru dem sammen, så de ikke flytter sig.
- Den sidste palle skal du bruge til ryglænet. Her saver du, lige efter 2 bræt, pallen over på langs, så pallen er delt i 2. Dermed får du, en del med 2 brædder og en del med 3 brædder. Det er delen med 3 brædder, du skal bruge som ryglæn.
- Ryglænet skal sættes fast på de to paller, som du lige har sat ovenpå hinanden. De 3 brædder, som sidder under og på tværs af de 3 lange brædder, sætter du ned i mellemrummet, mellem det 2. og 3. brædde på siddepladsen, sådan ryglæn og siddeplads tæller 3 brædder hver. Rygstykket kommer til at skråne bagud, men det er lige sådan det skal være.
- Når dette er gjort, skruer du dem fast med lange skruer og vinkelbeslag.
- Til sidst, kan du pynte dit møbel med pallehynder, puder og tæpper, for at gøre det mere komfortabelt og hyggeligt.
Tip: Der findes selvfølgelig andre måder på, hvordan du kan peppe din altan op. Læs her, og få nogle gode tips til indretningen af din altan.
Lav din egen vinreol af paller
Ja, den er god nok. Paller kan ikke kun laves om til borde, senge og sofaer, med også til en lækker vinreol, som kan hænge på væggen 🍷. På denne palle vinreol, kan du både stille dine vinflaske, og hænge dine vinglas. Det lyder måske som en svær opgave, men bare rolig. Vi skal nok guide dig igennem alle trin.
Det skal du bruge:
- 1 palle, 1200 mm x 80 mm x 144 mm., med 5 lange brædder
- Sav eller stiksav
- Træolie
- Skruer
- Kopbor
- Træplade, f.eks. en krydsfinerplade
Sådan gør du:
- Start med at save din palle over på langs, efter 2. brædde, så du får en del med 2 brædder og en del med 3 brædder.
- Den lille del af pallen med 2 brædder, vasker og sliber du → dette er din vinreol. Pallen skal hænges på højkant, så siden nu fungere som bunden på din vinreol, og de 2 brædder vender mod væggen.
- Derefter fjerner du det midterste brædde, fra den store del af pallen.
- Mål brædden ud, så den passer til hullet på bunden af din vinreol, og skru derefter den fast. Bræddet skal dække hullet, så det er muligt at stille vinflasker derpå.
- I næste trin, skal du bruge krydsfinerpladen. På denne plade, skal dine vinglas hænge. Sav pladen ud, så den dækker hele bunden af vinreolen. Derfor skal pladen være 1200 x 144 mm.
- Af krydsfinerpladen, saver du også 3 små plader ud, ca 144 mm x 40 mm. De skal skrues fast mellem bunden af vinreolen og den store krydsfinerplade, så vinglassene har mulighed for at hænge med bunden op.
- På den store krydsfinerplade, marker du der, hvor dine glas skal hænge. dine vinglas skal hænge omkring midten af din krydsfinerplader, så de ikke falder ned. Dette er med ca. 5 cm fra kanten ind mod midten, med ca 10 cm. mellemrum. Dette kommer selvfølgelig også an på størrelsen af dine glas
- Brug kopboret til at lave et hul, ca. 5 cm inde i pladen, og derefter stiksaven fra kanten ind mod midten af hullet, sådan glasset kan hænge nedad.
- Derefter skruer du pladen på pallen, giver den olie og hænger den op på væggen.
- Til sidst sætter du dine vinflasker på reolen, og hænger glassene nedenunder.
Held og lykke med dine DIY pallemøbler!