Når der sker ændringer i en lejeaftale efter kontraktens indgåelse, bør ændringerne dokumenteres skriftligt. Det gøres med en allonge – et tillæg til lejekontrakten, der beskriver, hvad der ændres eller tilføjes, og som skal underskrives af både lejer og udlejer.
Hvad er en allonge?
En allonge er et skriftligt tillæg til en eksisterende lejekontrakt. Den bruges typisk til at ændre eller præcisere vilkår, som f.eks.:
-
Forhøjelse eller nedsættelse af husleje
-
Tilføjelse eller fraflytning af en lejer
-
Forlængelse af en tidsbegrænset lejeaftale
-
Ændring af kontaktoplysninger
Allongen skal underskrives af både udlejer og lejer for at være gyldig – og den må aldrig indeholde vilkår, der strider mod lejeloven. Er det tilfældet, vil aftalen kunne tilsidesættes, selvom begge parter har skrevet under.
Hvordan udformes en allonge?
Der er ingen formelle krav til opsætning, men en gyldig allonge bør altid indeholde:
-
Identifikation af parterne: Navn, adresse og kontaktoplysninger på lejer og udlejer.
-
Henvisning til den oprindelige lejekontrakt – med angivelse af dato og evt. paragraf, der ændres.
-
Beskrivelse af ændringen – hvad ændres, og fra hvilken dato?
-
Underskrifter – begge parter skal underskrive for at gøre ændringen gyldig.
4 eksempler på brug af allonge
1. Forlængelse af tidsbegrænset leje
Ønsker parterne at forlænge en tidsbegrænset lejekontrakt, kan det ske med en allonge – hvis begrundelsen stadig er saglig og sammenhængende med den oprindelige begrundelse (jf. lejelovens § 80). Ellers skal der laves en ny lejekontrakt. Her kan du med fordel gøre brug af BoligPortals gratis Digitale Lejekontrakt.
2. Ændring i husleje
Hvis lejen ændres, f.eks. på baggrund af forbedringer i lejemålet, bør ændringen beskrives i en allonge, inkl. begrundelse og ny husleje. Dette gælder også, hvis lejen skal nedsættes.
3. Udskiftning af lejer
I bofællesskaber eller delevenlige lejemål, hvor en lejer fraflytter og en ny flytter ind, kan en allonge bruges til at opdatere lejersammensætningen. Det beskytter både udlejer og lejere juridisk – særligt ift. hæftelse for istandsættelse ved fraflytning.
4. Ændring af kontaktoplysninger
Selv små ændringer – som ny e-mailadresse – kan med fordel dokumenteres i en allonge, især hvis digital kommunikation benyttes.
Kan en allonge opsiges?
En allonge er en del af lejekontrakten og følger dens vilkår. Ønsker en part at opsige et vilkår i en allonge, kræver det som udgangspunkt, at hele lejeaftalen opsiges – medmindre andet er aftalt. Men nye ændringer kan dokumenteres med en ny allonge.