Flere lejere kæmper om de samme boliger: Her er det, udlejer kigger efter

Når mange unge søger de samme lejeboliger før studiestart, er det ikke kun hastighed, der afgør, hvem der kommer videre. Ifølge ejendomsmægler Anne Crone lægger udlejere også vægt på økonomi og mere bløde værdier.

For mange kommende studerende begynder boligjagten for alvor, når optaget på landets videregående uddannelser offentliggøres. Men i de store studiebyer er konkurrencen allerede skarp, og udlejere kan ofte vælge mellem mange interesserede lejere.

Det mærker Anne Crone, der arbejder som mægler for udlejere af lejeboliger. Når en attraktiv bolig bliver ledig, går den ofte først ud til mæglerens eget lejekartotek. Hvis der ikke allerede ligger en oplagt lejer dér, bliver boligen slået op på blandt andet BoligPortal.

Og så kan det gå stærkt.

“Der kan sagtens ligge 30-40 henvendelser dagen efter. Det afhænger meget af ejendommen og boligen, men der er rigtig mange om buddet,” siger Anne Crone.

Udlejere kan tillade sig at være kræsne

Når udlejere og mæglere skal vælge mellem mange interesserede, fylder økonomisk sikkerhed meget. Det handler først og fremmest om at sikre, at den kommende lejer har råd til huslejen og kan komme igennem den screeningsproces, udlejeren bruger.

“Økonomisk sikkerhed fylder supermeget. Man skal kunne give en indikation af, at man har råd til at betale den månedlige husleje. Derfor screener vi blandt andet for økonomi og RKI,” siger Anne Crone.

Samtidig kan udlejere i de mest efterspurgte områder tillade sig at vælge fra. Hvis en bolig er røgfri, hvis husdyr ikke er tilladt, eller hvis udlejer foretrækker et par frem for en delebolig, er der ofte nok andre ansøgere at vælge imellem.

“Lejemarkedet er sådan, at der er enorm rift om boligerne, og tomgangen er tæt på nul i København. Derfor kan udlejere godt tillade sig at være kræsne,” siger hun.

To roomies skal vise, at de har styr på det

For mange unge kan det give god mening at søge bolig sammen med en ven eller veninde. Men ifølge Anne Crone er det vigtigt, at man som roomies får forklaret setup’et klart.

Det behøver ikke være et problem, at to unge deler en lejlighed. Men udlejer skal kunne se, at der er styr på økonomien, og så foretrækker mange udlejere, at det kun er ét navn, der står på lejekontrakten. Så det kan man med fordel også være tydelig omkring; hvem der kommer til at stå.

“Når man søger som roomies, er det et godt move at forklare, at man søger som én samlet lejer, men at man selvfølgelig er to mennesker og to økonomier. Det giver udlejer mere tryghed,” siger Anne Crone.

Til gengæld kan nogle udlejere blive mere tilbageholdende, hvis det begynder at ligne et større kollektiv.

“Det er mere, når der går kollektiv i den, at udlejer kan begynde at have en holdning til det. Det kan give mere slid på lejligheden og være mere forstyrrende for de andre beboere,” siger hun.

Hav dokumenterne klar

Hvis man som boligsøgende først bliver inviteret til fremvisning eller får reserveret en bolig, er man ikke i mål endnu. Her oplever Anne Crone ofte, at unge mister tempo i processen, fordi de ikke har dokumentation klar.

Derfor lyder et af hendes vigtigste råd: Spørg tidligt, hvad udlejer screener på, og send dokumenterne hurtigt.

“Vær effektiv i din egen lejeproces. Du er ikke i mål, bare fordi boligen er reserveret. Hav styr på, hvad der screenes for, og hav de dokumenter klar, der bliver efterspurgt,” siger hun.

Det kan for eksempel være økonomisk dokumentation, årsopgørelser eller anden information, der viser, at man er en tryg og stabil lejer.

“Vi oplever tit, at vi skal rykke mange gange for de ting, der ligger i udlejers screeningsproces. Og hvis man er langsom til at sende det frem, mister man sin reservation,” siger Anne Crone.

Skriv ærligt – og ikke for automatisk

Når konkurrencen er hård, kan det være fristende at skrive en meget poleret eller generisk ansøgning. Men ifølge Anne Crone kan udlejere og mæglere ofte mærke, når teksten bliver for automatisk eller upersonlig.

“Lad være med at bruge chatten for meget. Vi kan godt se, når noget bliver lidt for automatbeskrevet,” siger hun.

I stedet bør man skrive ærligt og konkret om, hvem man er, hvad man laver, og hvordan man forestiller sig at bo i lejligheden. Hvis man forventer at blive boende i længere tid, kan det også være værd at nævne.

“Udlejeres screeningsproces kan variere meget, men for nogen er stabilitet vigtigt, og det kan ens bolighistorik være et udtryk for, så den kan man også inkludere i sin ansøgning – sammen med et estimat på, hvor længe man forventer at bo i,” siger Anne Crone.

Hendes råd til unge, der skal i gang med boligjagten, er derfor at begynde tidligt, søge bredt og gøre processen nem for udlejer.

“Vær ude fire-fem måneder i forvejen i København og Aarhus. Kig også på omegnen – det behøver ikke være lige i smørklatten. Og sørg for at have styr på dokumenter og kommunikation, så udlejer hurtigt kan se, at du er et godt valg,” siger hun.