Der er mange gode grunde til, at du skal tænke energioptimering, når du skal renovere din bolig. Dette skyldes bl.a. besparelser på varmeregningen, miljøvenligheden, sundere indeklima og en øget salgsværdi. Desuden er det muligt at søge tilskud, hvis du foretager energirenovering af din bolig. Læs med herunder og bliv klogere på energirenovering i private udlejningsboliger.
Energistyrelsens tilskud til energirenoveringer
Energibesparende forbedringer betyder, at du ved at energioptimere din bolig kan få tilskud til renoveringerne fra Energistyrelsen. Står du alligevel over for et byggeprojekt, kan det derfor være en god idé at tænke energirenovering ind i projektet ved f.eks. at isolere din bolig bedre eller ved at udskifte dine vinduer. I første kvartal af 2021 åbner Energistyrelsen op for, at du kan søge om at få tildelt et tilskud fra bygningspuljen på i alt 675 mio. kr. (2021).
Du kan som privatperson såvel som virksomhed søge om tilskud til din helårsbolig eller dit sommerhus, som er registreret som helårsbeboelse i Bygnings- og boligregistret (BBR). Det er vigtigt at bemærke, at det kun er den ejer, der er tinglyst som ejer af ejendommen, der kan søge tilskud. Hvis du har købt en ejendom, men du endnu ikke er registreret som ejer, skal du derfor medsende dels en endelig købsaftale og dels dokumentation for deponering af udbetaling for at kunne søge om tilskud.
Dokumentation for deponering af udbetalingen er en garanti for, at du som køber af helårsboligen, kan betale sælger købssummen, når betalingstiden indtræder. Kravet om en endelig købsaftale indebærer, at købet ikke må være betinget. At købet er betinget, kan bl.a. skyldes, at det er betinget af et advokatforbehold eller et forbehold for, at sælger får solgt sin nuværende bolig.
Det er vigtigt at bemærke, at Energistyrelsen stiller krav om, at du skal være endeligt registret som ejer ifølge tinglysningssystemet på tidspunktet for ansøgning om udbetaling af tilskuddet. På tidspunktet for udbetalingen er det således ikke længere tilstrækkeligt, at Energistyrelsen har modtaget en endelig købsaftale og dokumentation for deponering af udbetaling.
De former for energirenovering, du kan søge tilskud til, er følgende:
Optimering af husets skal (klimaskærmen):
- Udvendig isolering af ydervæg for massiv ydervæg og let ydervæg. Gælder ikke for hulmur og kælderydervæg
- Efterisolering af tag og loft, herunder skunkvægge, flade tage og skråvægge direkte mod tag
- Isolering af terrændæk, som er den del af huset som ligger oven på jorden og adskiller huset fra jorden
- Udvendig isolering af sokkel ved terrændæk
- Udskiftning af facadevinduer
- Udskiftning af yderdøre med en glasandel på minimum 70 %
- Udskiftning af ovenlysvinduer
- Montering af forsatsramme eller koblet ramme på eksisterende eller nyt vindue med 1 lag glas
Skift af varmetype:
- Konvertering til luft- til- væske varmepumpe
- Konvertering til jord- til væske varmepumpe
Bemærk i den forbindelse, at det er muligt at få en varmepumpe på abonnement
Optimering af boligens drift:
- Etablering af balanceret mekanisk ventilation med varmegenindvinding med varmeveksler
- Varmegenindvinding fra afkastluften ved udsugning via varmepumpe
- Konvertering til vandbåret rumvarmeanlæg
For at du kan søge om tilskud til energirenovering af din helårsbolig, skal bygningen pr. 1. oktober 2021 være energimærket. Dette krav gælder dog ikke for konvertering til varmepumpe.
Hvis ikke din bygning er energimærket, er der mulighed for, at du kan få et tilskud til at få den energimærket. Tilskuddet er maksimalt 3.000 kr. ud fra en egenbetaling på i alt 6.000-7.000 kr. Der stilles krav om, at du selv lægger ud for energimærkningen fra tidspunktet om ansøgning af tilskud til endelig afgørelse. Dit energimærke må maksimalt være 6 måneder gammelt på tidspunktet for ansøgningen af tilskud til energimærkning. Læs mere om energimærkning her.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at du ikke må lave en aftale med håndværkeren om energirenovering, før du har fået svar på din ansøgning om tilskud. Ansøgning om udbetaling af tilskud skal ske senest 30 dage efter projektets afslutning, altså når alle forbedringerne med tilskud er gennemført. Du har to år fra godkendelse af ansøgningen om tilskud til at få gennemført din energirenovering.
Tildelingen af tilskud sker efter først-til-mølle-princippet, hvorfor det er en god ide at søge om tilskud så hurtigt så muligt, når der er åbnet op for ansøgninger. Der er endnu ikke fastsat en dato for åbning for ansøgninger i 2021. Du kan orientere dig herom på Energistyrelsens hjemmeside under ”tilskud”, hvor du også skal sende din ansøgning ind.
Det beløb, du kan få i tilskud, er et fast beløb, der afhænger af størrelsen og typen af energirenoveringen, f.eks. hvor mange vinduer, du har udskiftet i din bolig. Du kan via Erhvervsstyrelsens hjemmeside anvende deres tilskudsberegner til at få et overslag på, hvad du eventuelt vil kunne opnå i tilskud. Vær opmærksom på, at et overslag ikke er bindende men blot vejledende.
Det, der har betydning for beregningen af dit tilskud, er din boligs opvarmede areal, som indhentes via BBR. Tilskuddet beregnes ud fra areal, længder samt forventelig tilstand af vinduer, isolering, ventilation og type af varmekilde, som ligeledes vil indhentes via BBR.
For momsregistrerede virksomheder er tilskuddet 20% mindre. Bemærk, at der ikke skal betales skat af det beløb, du får udbetalt som tilskud.
Det er dit eget valg hvilke håndværkere, du vil have til at udføre energirenoveringen af din bolig. Du kan dog ikke få tilskud til et stykke arbejde, som du selv udfører, heller ikke selvom det medfører energiforbedringer. Du må dog gerne selv stå for at skaffe de nødvendige materialer til energiforbedringen.
Hvis der er tale om forbedringer i forbindelse med skift til en varmepumpe, skal du fra 1. april 2021 anvende en VE-godkendt installatør til at udføre arbejdet for at få støtte til varmepumpen fra bygningspuljen. Kravet om VE-godkendelse har til formål at sikre, at installationen er udført efter højeste standard, således du får mest muligt udbytte af den. Kravet om VE-godkendelse er gældende, uanset hvilke kompetencer, godkendelser og erfaringer, man ellers måtte have.
Inden du søger om tilskud, skal du overveje, hvordan du vil energiforbedre din bolig. Herudover skal du undersøge, om din bolig er energimærket, og i så fald hvilket energimærke, der er tildelt din bolig. Hvis ikke din bolig er energimærket, skal du kontakte en energimærkningskonsulent for at få styr på det. Hvis du har søgt og fået tilsagn om tilskud, kan du begynde at indgå aftaler med den håndværker, som du ønsker, skal foretage energirenoveringen. Igen er det dog vigtigt, at du ikke indgår aftaler med håndværkeren, før du har søgt og fået tilsagn om tilskud.
Aftalt grøn byfornyelse
Aftalt grøn byfornyelse er en aftale- og tilskudsmodel for energirenoveringer i private udlejningsbyggerier efter byfornyelsesloven der har eksisteret siden 1. juli 2014. Ordningen skal medvirke, at udlejer har et grønt incitament til at foretage energiforbedringer på sin udlejningsejendom.
Udlejere og lejere i private udlejningsejendomme, der helt eller delvist udlejes til beboelse, kan indgå aftale om gennemførelse af energibesparende arbejder. Udlejede boliger beliggende i private udlejningsejendomme er bl.a. omfattet af ordningen.
Aftalen kan omfatte alle former for energirenovering på ejendommen; herunder forbedringer af bygningens skal i form af isolering af tag og vægge samt udskiftning af vinduer. Herudover installation af bl.a. varmepumpe og etablering af jordvarme. I praksis vil man tage udgangspunkt i energimærkningsrapporten som afsæt for, hvor der kan være noget at hente ved en energirenovering på ejendommen.
Disse energirenoveringer efter aftalt grøn byfornyelse kan danne grundlag for lejeforhøjelse, netop fordi ordningen er bygget op på en aftale mellem udlejer og lejer. Aftalen bygger på en skriftlig aftale på baggrund af en forhandling, hvor lejer såvel som udlejer har forhandlet sig frem til en aftale om, hvilke krav og betingelser projektet skal indebære.
Muligheden for inddragelse af beboerrepræsentanter
I ejendomme, hvor der er valgt en beboerrepræsentation, skal udlejere efter Lov om byfornyelse og udvikling af byer, inddrage beboerrepræsentationen i et energirenoveringsprojekt så hurtigt så muligt. Udlejeren kan via beboerrepræsentationen få en fornemmelse af, om det vil kunne svare sig for ham at forsøge at forhandle sig frem til en aftale med lejer om energirenovering, forinden lejer kontaktes. På den måde har udlejer kontraheret med de, der har det bedste kendskab til ejendommens forhold.
Det er ligeledes muligt for lejer at beslutte, at beboerrepræsentationen på lejers vegne skal forhandle sig frem til en aftale om energirenovering med udlejer. Det er ligeledes muligt efter lov om byfornyelse og udvikling af byer, at beboerrepræsentationen i visse tilfælde forhandler sig frem til en aftale med udlejer på vegne af samtlige lejere.
Gyldighedsbetingelser for aftalen
Der gælder en lang række betingelser, der skal være opfyldt, før aftalen er gyldig. Dette indebærer bl.a.:
- Anvendelse af en aftaleblanket
- Huslejenævnets forhåndsgodkendelse – gælder dog ikke, hvis alle lejere har tiltrådt aftalen om grøn byfornyelse
- Erklæring fra certificeret energimærkningsfirma
- Tilslutning fra et flertal af lejerne
- Meddelelse om aftalen til alle beboere
Lejefastsættelse efter aftalt grøn byfornyelse
Den fremtidige leje afhænger af, hvad der er aftalt mellem udlejeren og lejerne efter reglerne om aftalt grøn byfornyelse samt af de dokumenterede udgifter for energirenoveringen. Lejeforhøjelsen skal ikke overholde reglen om lejefastsættelse efter det lejedes værdi, men lejen kan ikke overstige, hvad Huslejenævnet har forhåndsgodkendt af lejeforhøjelse. Viser det sig imidlertid, at udgifterne til de energibesparende arbejder bliver højere end estimeret ud fra forhåndsgodkendelsen, kan lejer og udlejer således godt aftale, at der skal ske betaling af en højere husleje, end forhåndsgodkendelsen har slået fast.
Den nye leje gælder for såvel nuværende lejer og tilsvarende for nye lejere i tilfælde af genudlejning. Ved en efterprøvelse af huslejen ud fra det lejedes værdi skal der dog ses bort fra energiforbedringer, der er gennemført efter lov om byfornyelse og udvikling af byer. Desuden skal det bemærkes, at hvis lejer og udlejer har aftalt, at indestående på en vedligeholdelseskonto skal anvendes som delvis finansiering af ombygningsarbejderne, er det udelukkende den resterende del af udgifterne, der kan danne grundlag for lejeforhøjelsen.
Det er i øvrigt vigtigt at bemærke, at lejelovgivningens almindelige varslingsregler ved lejeforhøjelse finder anvendelse ved lejeforhøjelser omfattet af aftalt grøn byfornyelse, hvilket vil sige en varsling på minimum 3 måneder.
Indfasningsstøtte
Kommunalbestyrelsen kan vælge at yde indfasningsstøtte til nedsættelse af lejeforhøjelsen på baggrund af aftalen om aftalt grøn byfornyelse efter gennemførelsen af energirenoveringer af din bolig. Det er dig, som ejer af boligen, der skal indsende en ansøgning til kommunalbestyrelsen om denne indfasningsstøtte til lejeforhøjelsen. Denne ansøgning skal behandles, forinden der indgås en aftale mellem lejer og udlejer om energirenoveringen, idet lejeforhøjelsen skal estimeres ud fra en eventuel indfasningsstøtte.
Kommunalbestyrelsen vurderer dit behov for støtte ud fra følgende kriterier:
- En skriftlig erklæring fra det certificerede energimærkningsfirma om omfanget af energirenoveringen og dets konsekvenser og
- Huslejenævnets forhåndsgodkendelse af lejeforhøjelsen efter energirenoveringen eller
- Dokumentation for, at alle lejere har tiltrådt aftalen om grøn byfornyelse
Det er herefter op til kommunalbestyrelsen ud fra et samlet skøn om – og eventuelt under hvilke betingelser – de vil yde indfasningsstøtte. Kommunalbestyrelsen kan gøre deres støtte betinget af, at du har valgt bestemte materialer, anvender særlige renoveringsmetoder eller lignede, som bl.a. kan begrundes med, at nogle ældre bygninger f.eks. har et bevaringsværdig udseende.
Støtte fra energiselskab
Klima-, energi- og bygningsministeren har indgået en aftale med energiselskaberne i Danmark om en samlet energispareindsats. Ud fra denne aftale har du mulighed for at søge om tilskud og/eller rådgivning om energisparetiltag hos energiselskaberne, en håndværker eller en energirådgiver, der har en aftale med et energiselskab.
Det er dig, som udlejer, der skal tage kontakt til energiselskabet, og der kan ikke søges tilskud til arbejder, der er påbegyndt, forinden der er taget kontakt til et energiselskab. Energiselskaberne vil udarbejde en opgørelse med afsæt i projektets faktiske karakter ud fra en estimeret beregning af størrelsen af den opnåede energibesparelse på baggrund af energirenoveringen.