Når vinteren rammer, og sneen begynder at dale, er der øget risiko for glatte veje, istapper på taget og sne på fortove og stier. Men hvem har ansvaret for at rydde sne, fjerne istapper og salte? Her får du et overblik over reglerne for snerydning – både som boligejer og lejer.
Hvem har ansvaret for at rydde sne og salte?
Som privat grundejer har du pligt til at rydde sne og salte følgende områder:
- Fortove, gangstier, indkørsler og adgangsveje til ejendommen.
- Indgange, trapper, foran postkasse, affaldsbeholder og omkringliggende arealer.
- Fortove og cykelstier i mindst to meters bredde.
Ved private fælles veje skal du rydde til vejens midte; den anden side af vejen er den modsatte ejers ansvar. Ved offentlige veje er det kommunen, der står for snerydningen.
Det er vigtigt at huske, at du stadig har ansvaret for snerydning, selvom du er bortrejst. Sørg derfor for at lave en aftale med f.eks. en nabo, hvis du er væk i perioder med snevejr.
Regler for snerydning, når du bor i lejebolig
Som udgangspunkt har udlejeren ansvaret for den udvendige vedligeholdelse – herunder snerydning og glatførebekæmpelse.
Men lejekontrakten kan indeholde bestemmelser om, at du som lejer overtager denne pligt. Hvis dette er tilfældet, er det dig, der har ansvaret. Det er derfor vigtigt at læse din lejekontrakt grundigt.
Bemærk: I større ejendomme (7 eller flere lejemål) og i regulerede kommuner kan udlejeren som hovedregel ikke fralægge sig den udvendige vedligeholdelse – medmindre det gælder en have, der hører til lejemålet.
Hvornår og hvor meget skal du rydde sne?
Du skal rydde sne og salte hurtigst muligt efter snefald, og så det er sikkert at færdes. Området du har ansvar for gælder typisk op til 10 meter ud fra ejendommens skel og kun for fortov eller sti, der ligger i direkte forlængelse af adgangen til ejendommen.
Anbefalede tidspunkter:
- Mandag til lørdag: kl. 07.00 – 22.00
- Søndag: kl. 08.00 – 22.00
Er du f.eks. på arbejde i dette tidsrum, skal du rydde sne snarest muligt efter hjemkomst.
Hvor skal sneen hen?
Sne må som udgangspunkt anbringes som en vold langs rendestenen på fortovet og på vejen, hvis det ikke generer trafikken.
Undgå at lægge sne på brandhaner, gadehjørner, busstoppesteder, fodgængerfelter eller installationer til trafikregulering.
Hvis der er en cykelsti mellem din ejendom og vejen, så læg sneen mellem kantstenen og cykelstien – men sørg for at mindst to meter af cykelstien holdes fri.
Regler for fjernelse af istapper og sne på taget
Hvis istapper eller snemasser på taget udgør en fare for forbipasserende, er det dit ansvar at få det fjernet. Indtil da skal du afspærre området og advare med tydelig skiltning.
Hvad sker der, hvis du ikke rydder sne?
- Kommunen kan sørge for rydningen og sende dig regningen.
- Politiet kan give dig en bøde – typisk 150-200 kr. for en førstegangsforseelse.
- Skraldemand og postbud kan undlade at tømme din spand eller levere din post.
Personskade pga. manglende snerydning
Hvis en person kommer til skade pga. manglende snerydning eller glatførebekæmpelse, kan du blive erstatningsansvarlig, hvis du har udvist skyld.
Det gælder, uanset om du er lejer eller ejer – og også selvom vedligeholdelsespligten er overdraget til lejeren i kontrakten. Udlejer kan stadig være ansvarlig over for tredjeparter.
En ansvarsforsikring kan dække dette, men har du ikke en, skal du selv betale erstatningen.
