Gratis aktiviteter i København

Nyhavn

Hvad enten du lige er flyttet i din nye lejebolig i København eller blot er på visit i den danske hovedstad, så er det altid godt at have en liste over muligheder og seværdigheder i baglommen. Vi har her hos BoligPortal lavet en guide til hvad du kan opleve i København – og så endda helt gratis. Læs med her.

Tårnet på Christiansborg

Det koster ikke noget at komme op i Christiansborgs tårn. Folketinget har åbnet op for, at offentligheden kan få adgang til en af Københavns bedste udsigter. I toppen af tårnet er der også en restaurant, som det naturligvis koster penge at spise i, men udsigten er helt og aldeles gratis, hvis du har spist hjemmefra.

Bakken nord for København

På Dyrehavsbakken, der ligger ved Klampenborg, kan du give dig selv et skud natur. I sommermånederne er der heftig aktivitet i ballongyngerne og radiobilerne. Den slags koster selvfølgelig penge, men de naturskønne omgivelser skal du ikke betale for. Får du alligevel lyst til at forlyste dig i forlystelserne, kan du også sagtens det.

De seks glemte kæmper

Elsker du skoven og den grønne natur, og gør det ikke noget, at du skal finde de praktiske sko frem? Så har vi et forslag til en fantastisk oplevelse du kan få – helt gratis. Tag på jagt efter de imponerende trækæmper, udformet af kunstneren Thomas Dambo. Vi skal ud i skovene i Københavns omkringliggende forstadskommuner for at opleve de flotte træskabninger, der altså både egner sig til instagram posts, men også til at klatre på – ønsker du at opleve alle seks kæmper på én dag, anbefaler vi at være i bil.

Frederiksberg Have

Drømmer du om skøn natur midt inde i byen, så er der god mulighed for at opleve dette i den gamle grønne Frederiksberg Have. Haven ligger ligeledes lige op og ned ad Zoologisk Have, og hvis du står det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, kan du være heldig at spotte en elefant inde på den anden side. Hvis Dumbo ikke vil vise sig, er der også masser af græs at ligge på, og isboden oppe ved Frederiksberg Slot er fortrinlig.

Cisternerne (næsten gratis)

Vi bliver på Frederiksberg, nærmere bestemt Søndermarken, hvor de underjordiske Cisternerne er åbne for offentligheden. Det var engang her, København fik sit vand fra, men i dag er det lavet om til en art kunstinstallation. Der bliver også holdt forskellige arrangementer nede i hulen under jorden, du kan læse mere om her. Helt klart et besøg værd, og så koster det ikke alverden (50 kr. for voksne, 40 kr. for studerende), hvis du er villig til at betale lidt.

Kunne du lide vores guide til gratis seværdigheder i København? Vi har også lavet guides til AarhusOdense og Aalborg.

Rigtig god oplevelsestur 😊