I de kolde måneder er det nødvendigt at skrue op for varmen i boligen. Det kan for mange mærkes på varmeregningen, der kan være højere end budgettet tillader. Gør brug af vores gode råd til at spare på varmen, eller benyt vores platform til at finde en lejebolig med bedre energimærkning.
10 gode råd til at spare på varmen
Vil du gerne undgå at få en alt for stor varmeregning? Så se i videoen herunder, hvor du får 10 gode råd til at spare på varmen i dit hjem.
Hvad er en varmeregning?
En varmeregning er, som ordet indikerer, en regning du betaler for den varme, du bruger. Hvis du bor til leje, betales din varmeregning typisk aconto sammen med din vandregning over huslejen. Det betyder, at du betaler et fastlagt beløb på forskud, som først senere eftertjekkes af din udlejer.
Det er ved den årlige opgørelse af aconto, at du kan være heldig at få penge tilbage, eller du kan risikere at blive mødt af en dyr varmeregning, alt efter dit forbrug.
Hvordan sparer du penge på varmeregningen?
Heldigvis er der gode råd at hente til dig, der ønsker at undgå en ekstra varmeregning, eller til dig, der blot ønsker at nedsætte dit forbrug af varme. Med de rette fremgangsmåder kan du nemlig spare på varmeregningen, samtidigt med at dit hjem stadig føles behageligt og lunt at opholde sig i.
Undgå ubehagelige overraskelser i varmeregningen med disse 10 tiltag
Giv dig i kast med at spare på varmen med disse 10 tips.
1. Anskaf et termometer og tilpas temperaturen
I din søgen efter en billigere varmeregning kan du i mange tilfælde starte med at skrue ned for temperaturen i din lejebolig. Det kan være svært at forholde sig til, hvor varmt et godt indeklima bør være, når det kun er din egen krop, du kan vurdere det ud fra. Anskaf dig derfor et pålideligt stuetermometer, så du også målbart og objektivt kan holde øje med temperaturen i dine rum.
Der er gode penge at spare ved selv mindre temperaturændringer. Det forholder sig nemlig sådan, at du sparer op til 5% på din varmeregning for hver grad, du skruer ned. Derfor er der for mange husstande mange penge at spare, hvis du holder temperaturen på 20-21 grader. Dette er i overensstemmelse med rådene omkring et godt indeklima: Du fungerer nemlig bedst under arbejdsforhold, hvor temperaturer er mellem 20-22 grader.
2. Indstil termostaterne ens og opvarm alle rum
Du kan spare på varmen fra radiatorer ved at opretholde den samme temperatur i alle rum. I forlængelse af ovenstående råd er det således også en god idé at sikre dig, at termostaterne på dine radiatorer er indstillet ens i hele din bolig eller lejebolig.
En radiator på fuld knald er ikke billigere end tre radiatorer, der er indstillet til et medium niveau. I stedet får du, ved at fordele arbejdsindsatsen hos de forskellige radiatorer, det optimale ud af varmen. Ved at opvarme alle rum i din lejebolig undgår du ligeledes, at den varme luft slipper ind i de kolde rum.
Det er ikke kun vigtigt for din varmeregning, at du sørger for at holde en jævn temperatur ved de forskellige rum. Sammen med en høj varmeregning er der nemlig også en risiko for, at en ujævnt opvarmet bolig kan medføre både kondens og i de værste tilfælde skimmelsvamp.
I nogle tilfælde kan det betale sig at skrue ned for varmen, når man ikke er hjemme eller at skrue ned for varmen om natten. Det kan dog ofte ikke anbefales at slukke helt, da radiatorerne så skal arbejde ekstra hårdt for at få huset varmet op igen om morgenen. Begræns derfor sænkningen.
3. Vil du sove køligt, skal du huske at lukke døren
Selvom det bedste råd for varmeregningen er at indstille temperaturen ens i alle rum, er der alligevel råd at hente, hvis du både ønsker at sove køligt og at spare på varmeregningen: Sørg for at holde døren ind til soveværelset lukket om natten, og skru kun ned for varmen i dette tidsrum. På den måde siver varmen fra de mere opvarmede rum ikke i lige så høj grad ind i soveværelset.
4. Luft ud og spar penge på varmeregningen
Dette råd kan sikkert undre lidt – for hvordan sparer man på varmen ved at lukke kold luft ind? Udover at være bedre for indeklimaet med udluftning, hjælper det faktisk også til at gøre boligen lettere at varme op. Dette skyldes, at udluftning giver lav fugtighed, hvilket radiatorerne hurtigere får varmet op til den ønskede temperatur.
Vi kender alle, at mados fra køkkenet samt dampe fra bad kan påvirke indeklimaet i negativ retning. Det er derfor vigtigt, særligt i ældre boliger, at få luftet ud med gennemtræk hver dag – og især efter bad og madlavning. Ved at sørge for at få luftet ud, sikres et større luftskifte i din lejebolig, hvilket både bidrager positivt til et godt indeklima og til nem opvarmning. Luft ud og spar på varmen: Så får du det bedste ud af både indeklima og budget.
5. Overvej at slukke radiatorerne, når du lufter ud
Skal man slukke radiatorerne, når man lufter ud? Vi kan nemt komme til at glemme det. Men svaret er, at du i de fleste tilfælde skal skrue ned for termostaterne, mens du lufter ud. Anbefalingerne kan dog variere alt efter forholdene i netop din bolig eller lejebolig.
Undtagelser kan for eksempel være, hvis din termostat er placeret langt væk fra vinduerne. Den store synder i forhold til at lufte ud med radiatorerne tændt er nemlig, at radiatorer med termostat op ad vinduet typisk vil mærke den kolde luft og dermed skrue yderligere op, mens udluftningen står på. I andre tilfælde lægges fokus på, at fugtighed i luften bedre luftes ud, hvis temperaturen ikke er for kold.
Det er en lille ting at slukke for radiatorerne, mens du laver gennemtræk i din lejebolig, men det kan faktisk gøre forskel i kampen mod en dyr varmeregning. Husk i den sammenhæng at lufte ud kort og effektivt, da dette er bedre end et vindue på klem igennem flere timer. Sidstnævnte kan nemlig medføre, at også vægge og overflader bliver gennemkolde, hvorefter opvarmning vil kræve en større mængde varme.
Mange vælger at sætte en rutine op omkring udluftning, for eksempel 5-10 minutter hver morgen og aften.
6. Placér ikke større møbler foran dine radiatorer
Når du vil spare på varmen og minimere din varmeregning, må du give dine radiatorer de bedst mulig forudsætninger for at virke, som de skal. Placér derfor ikke større møbler såsom senge, sofaer eller reoler foran dine radiatorer, da du ellers risikerer at blokere for varmen.
Ved at efterlade fri luft ud for radiatorerne i dit hjem giver du varmen mulighed for at cirkulere rundt i rummet, så du ikke behøver at skrue unødvendigt op for varmen.
7. Gardiner og persienner giver praktisk isolering om natten
Der er også penge at hente ved at sørge for at lukke dine vinduer helt og ved at trække dine gardiner og persienner for om aftenen, da disse også hjælper med at holde på varmen natten igennem. Omvendt er det en god idé at huske at trække gardiner og persienner fra om morgenen, da solens varme kan fungere som et gratis boost til temperaturen i din lejebolig.
Særligt ved ældre ruder, der trænger til at blive udskiftet, kan det betale sig at isolere lidt ekstra om natten i kraft af almindelig mørklægning. Forhør dig dog med fordel hos din udlejer, hvis du føler, dit vindue ikke holder tæt, eller hvis du kan mærke, at det trækker ind.
8. Vær ekstra opmærksom, hvis du har gulvvarme
At regulere varmen går som regel relativt hurtigt, men har du gulvvarme i et eller flere rum, er oplevelsen her en helt anden. I disse tilfælde kan der nemlig gå op til et halvt døgn, inden temperaturen regulerer sig. Sørg derfor for at være tålmodig. Når du har fundet frem til en temperatur, der giver den rette rumtemperatur, er det desuden en god ide at lade termostaten forblive på denne indstilling.
Har du store tæpper, kan du også overveje, om du skal skifte til mindre tæpper i rum med gulvvarme. Tæpper virker nemlig isolerende ned mod gulvet, hvorfor varmen har sværere ved at fordele sig ud i rummet. Du kan derfor spare på varmen ved at gennemtænke indretningen i rum med gulvvarme.
9. Spar på det varme vand, hvor det giver mening
Det er nemt at komme til at bruge mere varmt vand, end der egentlig er behov for. Når vandhanen tændes, gøres det for mange nemlig per automatik på en af de varmeste indstillinger. Det er der dog i mange tilfælde ingen grund til. Prøv at skrue ned, hvor det er muligt.
10. Gå dine radiatorer efter i sømmene
Selvom du bor til leje, giver det god mening jævnligt at holde øje med, at dine radiatorer virker som de skal. Er dette ikke tilfældet, bør du kontakte din udlejer eller tilknyttede vicevært, som kan tage et ekstra kig på det.
Ved at mærke på radiatorerne kan du fornemme, om de virker som de skal. Varmen skal strømme ud af toppen, mens bunden af radiatoren skal føles lun eller kold. Dette er et tegn på, at varmen udnyttes korrekt.
Sørg også for at lytte efter, om dine radiatorer siger lyde, du ikke normalt ville forvente fra en radiator. Hvis din radiator klukker eller risler, er det for eksempel et tegn på, at der kan være luft i systemet.
Spar på el, vand og varme med gode råd fra BoligPortal
Vi håber, at rådene her på siden kan være behjælpelige til at du kan spare penge på dit varmeforbrug fremover. Vi har også samlet et overblik over, hvordan du sparer penge på vandregningen samt hvordan du sparer på strømmen. På den måde får du større rådighedsbeløb til de ting, du vil prioritere.
Hos BoligPortal er vores primære formål at danne gode rammer for leje og udlejning af boliger i Danmark. Er du på jagt efter en lejebolig med en bedre energimærkning, så du kan spare på varmen og dit varmebudget, har du derfor gode muligheder for at finde lejebolig hos os.
Skruer du blot én grad ned for varmen, sparer du som hovedregel 5 procent af din varmeregning. Kombinerer du dette med at holde samme temperatur i alle rum, kommer du godt fra land. Find flere gode råd til at spare på varmen ved at læse videre i dette blogindlæg.
Nej. Det er som udgangspunkt ikke en god idé at slukke for varmen, når du ikke er hjemme. Det kræver nemlig ekstra meget arbejde fra radiatorerne at varme rummet op igen, hvis vægge og overflader er blevet kolde. At skrue nogle grader ned for varmen, når du ikke er hjemme, kan dog være en god løsning.
Du undgår en ekstra varmeregning ved at være påpasselig og spare på varmen, hvor det giver mening. Find vores 10 gode råd i blogindlægget her, så din aconto-indbetaling fremover vil række.
Det er godt for helbredet og din søvnkvalitet at skrue lidt ned for varmen om natten, men faktisk har din bolig og varmeregning bedst af at være ens opvarmet i alle rum. Ønsker du lavere sovetemperatur, er det derfor vigtigt at holde døren ind til soveværelset lukket om natten samt at skrue op for varmen igen hver morgen.