Er du lige flyttet i lejebolig i Aalborg og mangler nogle aktiviteter i din nye by? Eller måske er du bare på en hyggelig weekendtur i dobbelt-A og mangler noget, du kan lave? BoligPortal komme dig til undsætning – vi har nemlig samlet en lille liste med underholdende must-see’s i den nordjyske hovedstad. Læs med her og bliv klogere på de gratis aktiviteter du kan opleve i Aalborg.
De syngende træer
I Aalborg findes der træer, der synger Maroon 5 og Guns n’ Roses – lyder det lidt for godt til at være sandt? Det er det ikke. I Kildeparken har Aalborg Kongres og Kultur Center nemlig stået for et tiltag, der skal forene natur og musik. Går du ind i parken, kan du her opleve mere end 80 forskellige træer med musik tilsluttet, alle plantet af de respektive kunstnere eller i kunstnerens navn. Bare tryk på knappen og hør et medley af de største hits. Hvem ved – måske du kan få muligheden for at stå ved et træ, som din yndlingskunstner har plantet. Du kan besøge AKKCs hjemmeside og se listen over alle stjernerne med grønne fingre her.
Det Musikalske Springvand på Toldbod Plads
Vi bliver i det musikalske hjørne: Hele sommerperioden kan man opleve det musikalske springvand på Toldbod Plads. Du skal dog være hurtig, hvis du skal have det hele med. Springvandet spiller hver dag klokken 12, 15, 18 og 21 et tre minutter langt stykke musik, imens vandstrålerne danser til. Det er intet Barcelona-skala-springvand, det ved vi godt. Men bestemt stadig et syn værdigt.
Kunsthal NORD
I centrum af Aalborg, i et gammelt kraftvarmeværk, finder du kunsthallen NORD. Ligesom sine omgivelser er kunsten hos NORD kendetegnet af en rå og industriel karakter. Kunsthallen har faktisk gjort det til sin mission at udstille eksperimenterende, moderne kunst, og har til formål at være en kritisk, nyskabende spiller på det aktuelle marked for samtidskunst. Værkerne lægger op til refleksion og debat, og hallen er bestemt et besøg værd, hvis du interesserer dig for kunst.
Street Art
Du behøver bestemt ikke at befinde dig i en kunsthal, for at opleve kunst. Bare tag en tur på gåben rundt i Aalborg by og så vil du se vaskeægte kunst i gadebilledet. Du kan blandt andet se store malerier på diverse mure og gavle udført af både nationale, såvel som internationale kunstnere. Ønsker du en forsmag på de dekorative street art malerier, kan du se mere på instagram under hashtagget #streetartaalborg.
Aalborg Havnebad
Hver sommer åbner de større byer op for deres havnebade, og Aalborg er ingen undtagelse. Husk at pakke badebukserne, hvis du vil have en forfriskende dukkert. Er vejret derimod for koldt, eller er det uden for sæson, kan vi også anbefale blot at gå en tur nede ved den flotte havnefront. Her kan du nyde den flotte arkitektur og mærke det pulserende byliv.
Røverknolden i Rebild
Hvis du er frisk på at køre lidt væk fra Aalborg for en dags tid, og hvis du har børn eller måske selv er en barnlig sjæl, så kan vi kun anbefale Røverknolden. Røverknolden er en vaskeægte naturlegeplads med blandt andet en kæmpe sansesti, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse i ”Den Store Verden” fyldt med store dyr og svampe. Der er en halv times kørsel til den store legeplads, men det er til gengæld Nordens bedste af slagsen.
Råbjerg Mile/Rubjerg Knude
Nu du alligevel har pakket rejsekufferten, kan du med fordel også søge nord for Aalborg og se to af Danmarks flotteste udkigspunkter: Råbjerg Mile og Rubjerg Knude. Her får man virkelig lov at opleve naturen arbejde: Sandet, klitterne og fyrtårnene er helt unikke naturoplevelser, og hvis du ikke regner med at svinge forbi Nordjylland igen foreløbig, så skal du simpelthen se de her to perler.
Aalborg Karneval
Nu ved vi godt, at det ikke er helt aktuelt på nuværende tidspunkt, men befinder du dig i Aalborg i maj måned (nærmere betegnet i uge 21) og er klar på fest og farver, så vil vi klart anbefale dig at tage til Aalborg Karneval. Hvert år offentliggør karnevallet årets tema, men det behøver nu ikke at begrænse dig i forhold til din udklædning – det er nemlig kun fantasien, der sætter grænser.
Vi håber, du fik inspiration fra vores liste over gratis aktiviteter i Aalborg – vi er sikre på, at der findes langt flere ting at opleve, og at Danmarks fjerdestørste by har langt mere at byde på, men her er er i hvert fald et par af seværdighederne.
Vi fra BoligPortal ønsker dig god tur i dobbelt A 😊