Når det bliver mørkt udenfor, er det ganske naturligt at have lyst til at lyse sin lejebolig op med forskellige former for lys. Som dansker, er det næsten en del af vores DNA at ville gøre vintertiden hyggelig med stearinlys. Men hvad skal du være opmærksom på, inden du bader din lejebolig i stearinlysets skær? Og skulle der ske et uheld, hvordan fjerner man så egentlig stearinpletter fra bordet eller dugen, eller endnu værre, fra karmen eller gulvet?
Værd at vide om stearinlys
Over de sidste par år, har der været meget snak om den påvirkning stearinlys kan have på os. Men hvad drejer al palaveret sig om? Levende lys frigiver partikler i luften, som forurener dit indeklima. Partikelforureningen forekommer bl.a. fordi stearinlys frigiver sodpartikler, der kan havne i dine lunger. Denne forurening opstår derfor især når vi tænder og slukker vores levende lys, da der her bliver sodet mest. Dog er der også andre aspekter der kan få dit stearinlys til at sode, så nedenunder tager vi et kig på, hvordan du kan bosætte dig med levende lys på den mest optimale måde. Dog skal det også pointeres, at flere undersøgelser er blevet lavet omkring påvirkningen af stearinlys i hjemmet, og der er ikke blevet lavet nogen endegyldig konklusion på, hvor længe du kan befinde dig i et rum med stearinlys, før det påvirker dig. Det er endnu heller ikke sikkert, hvor mange lys du kan have i din bolig, før det bliver for meget. Men vi ved dog, at man helt generelt skal tænke sig om, når det handler om brugen af levende lys. Hav derfor følgende med i tankerne.
Vores 8 bedste råd
- Klip vægen på stearinlyset ned, så det ikke soder for meget. Derudover brænder en lang væge mere stearin, der udsender flere partikler.
- Udvælg dét lys der forurener mindst. Generelt siges det at stagelys (de lange tynde lys) brænder hurtigst, og derfor frigiver flest partikler – hvorimod fyrfadslys udsender færrest. Den mellemste forurenings-synder er bloklyset.
- Undgå at stille dine levende lys i træk, da det får dem til at sode mere. Flyt derfor dine stearinlys væk fra både vindue og radiatoren.
- Når først du har tændt dine stearinlys, bør du lade dem stå tændt så længe som muligt. Den værste forurening sker nemlig når lyset bliver tændt eller slukket. Så medmindre du skal forlade din bolig, så lad dem brænde.
- Sluk dine lys med en lyseslukker eller med to fugtige fingre, fremfor at puste dem ud. Det er bedst for at mindske forurening.
- Husk at få luftet ud. Hvis du heller ikke kan undvære de hyggelige stearinlys hjemme hos dig, så vær grundig med at få luftet ud. Den friske luft hjælper på indeklimaet og rensning for partikler.
- Genovervej din stearinlys-vaner. Selvom det er smadder-hyggeligt, er det en god idé at prøve at mindske sit forbrug. I hvert fald hvis du har tændt op for de levende lys 12 timer, alle ugens dage.
- Et alternativ, der også skaber en hyggelig stemning, er LED-lys. Disse kunstige lys ligner efterhånden den rigtige vare så meget, at dette kunne være værd at investere i.
Fjern pletter fra stearinlys
Hvis stearinlysene alligevel er blevet tændt, kan dét jo ske at der kommer stearin-pletter på dit bord eller dug. Og hvordan fjerner man egentlig dem bedst muligt? Det har Bolius givet et bud på, som hermed bliver formidlet videre.
Hårde overflader
Lad stearinpletten tørre ind i overfladen. Fjern/skrab herefter stearinen af med din negl (OBS: undgå en kniv, da det kan lave ridser). Vask herefter overfladen med en (mild) sæbespåne-opløsning.
Er stearinlys ikke noget for dig? Få styr på opsætning af lamper her.