Hvis der skulle opstå uenigheder mellem lejer og udlejer i private beboelseslejemål, der ikke kan løses ved kompromis, kan sagen indbringes for Huslejenævnet. I denne artikel kan du blandt andet blive klogere på, hvilke sager Huslejenævnet behandler, hvordan de behandler dem, og hvad det koster at indbringe en sag for Huslejenævnet.
Find lejebolig her
Udlej bolig her
Hvad er et Huslejenævn?
Huslejenævnet er et nævn, der kan løse konflikter mellem lejere og udlejere ved udlejning af private beboelseslejemål. Hver kommune har et Huslejenævn, der modtager sager af såvel lejere som udlejere. I langt de fleste tilfælde kommer de sager som Huslejenævnet modtager dog fra lejere.
Huslejenævnet er en klageinstans, og borgere kan derfor ikke søge råd og vejledning ved Huslejenævnet. Råd og vejledning skal i stedet søges hos en advokat, retshjælpen eller udlejer- og lejerorganisationer.
Hvad er forskellen på Huslejenævnet og Beboerklagenævnet?
Forskellen på Huslejenævnet og Beboerklagenævnet er, at Huslejenævnet behandler sager mellem lejere og udlejere ved udlejning af private beboelseslejemål, mens Beboerklagenævnet behandler sager ved udlejning af almene boliger.
Hvilke sager behandler Huslejenævnet?
Huslejenævnet kan for eksempel behandle sager om:
- Husleje samt huslejeregulering
- Forbrugsregnskaber (vand- og varmeregnskaber)
- Lejers pligt til istandsættelse ved fraflytning
- Manglende overholdelse af husorden
Huslejenævnet kan derimod ikke behandle sager om:
- Spørgsmål om opsigelse og ophævelse af lejemål med undtagelse af visse sager om opsigelse af værelseslejemål
- Lejers brugsret ved fremleje eller bytte af en lejebolig og lejers ret til at fortsætte lejemålet i disse situationer
- Forholdsmæssigt afslag i lejen grundet mangler ved lejemålet
Hvordan indbringer jeg en sag for Huslejenævnet?
Du indbringer en sag for Huslejenævnet ved skriftligt at indsende en klage til den kommune, hvor lejemålet befinder sig enten per brev eller med Digital Post. Klagen skal indeholde en detaljeret beskrivelse af, hvad sagen drejer sig om, samt hvad du ønsker, at Huslejenævnet skal tage stilling til.
Hvis der har været en korrespondance mellem lejer og udlejer om sagen for indbringelsen, herunder at sagen er forsøgt løst uden om Huslejenævnet, skal det vedlægges klagen. Herudover skal Huslejenævnet modtage en kopi af hele din lejekontrakt samt andre relevante bilag. Det er forskelligt fra sag til sag, hvad der er et relevant bilag. Er det for eksempel en fraflytningssag, som du vil indbringe for Huslejenævnet, så skal du medsende den fraflytningsrapport, du har modtaget af udlejer. Er det derimod en sag om forbrugsudgifter, skal du medsende de forbrugsregnskaber, du har modtaget af udlejer. Hvis Huslejenævnet mangler nogle oplysninger, vil de kontakte dig inden sagen afgøres.
Hvem behandler sager i Huslejenævnet?
Huslejenævnet består af en formand, der er uddannet jurist, samt to øvrige medlemmer, som er eksperter indenfor lejeret. Den ene ekspert er lejerrepræsentant mens den anden er udlejerrepræsentant. De to repræsentanter skal iagttage henholdsvis lejers og udlejers interesser i sagen. Formanden skal derimod være uafhængig af grundejer- eller lejerorganisationer og må ikke være erhvervsmæssigt interesseret i ejendomshandler. Formanden skal altså modsat lejer- og udlejerrepræsentanten hverken iagttage lejer eller udlejers interesser, men skal forholde sig objektivt til sagen på baggrund af sit kendskab til juraen.
Hvordan behandler Huslejenævnet en sag?
I de fleste tilfælde skal den af parterne, der indbringer sagen for Huslejenævnet kunne dokumentere, at problemstillingen er forsøgt løst lejer og udlejer imellem. Hvis parterne herefter ikke er nået til enighed, behandler Huslejenævnet sagen. Den kommune, hvor lejemålet befinder sig, skal modtage en klage med en beskrivelse af, hvad sagen drejer sig om.
Herudover skal lejekontrakten og øvrige relevante bilag vedlægges klagen. Hvis der for eksempel tidligere har været en mailkorrespondance mellem lejer eller en lejeretsorganisation og udlejer, så skal Huslejenævnet også have disse bilag tilsendt.
Det videre sagsforløb er herefter, at den modstående part, der ikke er bekendt med, at sagen er indbragt for Huslejenævnet, får besked herom fra Huslejenævnet. Lejer eller udlejer har herefter to uger til at indbringe sin side af sagen, og eventuelt medsende øvrige relevante bilag. Modpartens bemærkninger til sagen vil blive sendt til den part, som har indbragt sagen for Huslejenævnet.
Kan man klage over Huslejenævnets afgørelse?
Hvis lejer eller udlejer er utilfreds med Huslejenævnets afgørelse, kan sagen afgøres af Boligretten. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er en frist på fire uger fra Huslejenævnets afgørelse, til at Boligretten skal have modtaget klagen over Huslejenævnets afgørelse.
Kan Huslejenævnet hjælpe udlejer inden der opstår en sag?
Det koster 526 kr. (2021) at få forhåndsgodkendt sin husleje, og på den måde sikrer du, at du ikke skal tilbagebetale husleje til lejer på et senere tidspunkt, hvilket kan være en dyr affære.
Herudover har udlejere mulighed at få en forhåndsgodkendelse af gennemgribende forbedringer af lejemålet mod et gebyr på 4.016 kr. (2021). Ved en forhåndsgodkendelse vil en repræsentant fra Huslejenævnet komme ud og besigtige det pågældende lejemål indenfor en tidsperiode på fire uger fra indbringelse af sagen. Huslejenævnet vurderer på baggrund af besigtigelsen, hvorvidt lejemålet er i en sådan stand, at en gennemgribende forbedring af lejemålet kan medføre en forøgelse af det lejedes værdi. Udlejer vil modtage afgørelse inden for to uger fra besigtigelsen, og afgørelsen har en gyldighed på tre år.
Hvad koster det at indbringe en sag for Huslejenævnet?
Når lejer eller udlejer indbringer en sag for Huslejenævnet, skal der betales et gebyr på 315 kr. (2021) for sagsbehandlingen. Gebyret skal indbetales på kommunens bankkonto senest samtidig med indbringelsen af sagen for Huslejenævnet. Uanset om lejer eller udlejer får medhold, vil den part, som har indbragt sagen, ikke få gebyret refunderet ved hverken helt eller delvist medhold i sagen.
Hvis lejer derimod får fuldt medhold i sagen, skal udlejer betale et gebyr på 6.024 kr. (2021) til Huslejenævnet. Vær i øvrigt opmærksom på, at størrelsen på gebyret reguleres hvert år den 1. januar.
Hvad gør jeg, hvis Huslejenævnet ikke kan tage stilling til min sag?
De sager, som Huslejenævnet ikke kan tage stilling til, skal indbringes for boligretten. Boligretten er en del af byretten, der på samme måde som Huslejenævnet, behandler konflikter mellem lejere og udlejere ved udlejning af private beboelseslejemål. Langt de fleste sager skal først indbringes ved Huslejenævnet, før boligretten vil behandle sagen. Hvis problemstillingen ligger uden for Huslejenævnets kompetenceområde, eller der er tale om komplicerede sager, er det derimod boligretten, der skal tage stilling til sagen som første instans.
Hvor lang tid har jeg til at indbringe en sag for boligretten efter Huslejenævnet har truffet en afgørelse?
Når Huslejenævnet har truffet en afgørelse er der en frist på fire uger til at anke afgørelsen til boligretten. Fristen regnes fra den dag, hvor Huslejenævnet meddeler lejer og udlejer, hvilken afgørelse de har truffet.
Vi håber, at du er blevet meget klogere på at indbringe en sag for Huslejenævnet. Vi anbefaler dog altid, at lejer og udlejer forsøger at nå til enighed udenom Huslejenævnet.